Sign up for the event

You’ll be contacted as soon as possible.

Event sign up

By using this form you agree to us storing your data for up to 6 months.
Contact us in case you want your data deleted.

Den positive udvikling fortsætter i højt tempo for Patrik Matthiesen i Lamborghini Super Trofeo Europe. Senest på Nürburgring, hvor han arbejdede sig tættere på topplaceringerne.

Sønderjyden havde ellers ikke kørt løb på den sydtyske racerbane før, men i kvalifikationen var der masser af fart i ham og den lyseblå Lamborghini Huracan – måske endda også lidt for meget:

– Jeg havde ikke fået så mange omgange i træningen på grund af andres afkørsler, men i kvalifikationen fik jeg virkelig gang i bilen og kunne se, at jeg var omkring halvandet sekund hurtigere end min hidtil bedste omgangstid … og så fik jeg lavet en fejl, som kostede syv tiendedele af et sekund, fortæller Patrik, som dermed indkasserede 16. startplacering til weekendens første løb.

Her fik han til gengæld en stærk start på løbet og kunne næsten øjeblikkeligt foretage de første par overhalinger. Der var fart i køreren fra Haderslev, som i løbet af sit stint bragte bilen frem i feltet inden hans luxembourgiske medkører, Yury Wagner, kunne køre den sidste halvdel af løbet og krydse målstregen på niendepladsen – ottendepladsen i PRO-klassen.

Søndagens løb blev startet af Yury Wagner, der ramte et dårligt spor og tabte et par placeringer i starten af løbet. Han overlod bilen til Patrik Matthiesen på en 11. plads, men der var ikke meget at hente for danskeren:

– Bilen var ikke helt så fantastisk som i lørdagens løb, så det gjaldt mest om at holde placeringen og håbe på at kunne lukrere på andres problemer, fortæller Patrik, der kørte i mål som nummer elleve – nummer ni i PRO-klassen – men til gengæld er godt tilfreds med weekendens udvikling:

– Det er jo fantastisk at arbejde med et team, som både er hamrende professionelle og desuden er behagelige at være sammen med. Yury og jeg rykker os hele tiden i den rigtige retning, så det er ikke urealistisk at have pokaler med hjem inden sæsonen er slut, siger Patrik, som nu holder en kort sommerferie fra Lamborghini-mesterskabet, inden sæsonen fortsætter på Valencia-banen i Spanien midt i september – en bane, som Patrik kun har været på som tilskuer, og som derfor kræver masser af simulatortræning.